Betingelser

Receptionschef Birgitte Koefoed
Receptionschef Birgitte Koefoed
griffen@bornholmhotels.dk
56 90 42 44

Lejebetingelser
Vi glæder os til at se dig på Bornholm. Der kan imidlertid altid ske uforudsete hændelser eller ændringer i ferieplanerne. For at vi er enige om, hvad der gælder i disse tilfælde, har vi lavet nedenstående lejebetingelser.

Lejebetingelserne er gældende ved ophold købt gennem os:

1.0 Aftalegrundlag
Vores ferierejser bliver solgt i overensstemmelse med Lov om Pakkerejser. Teknisk arrangør af rejserne er A/S Team Bornholm, som er medlem af Rejsegarantifonden. Grupperejser og specialarrangementer er ikke omfattet nærværende lejebetingelser, idet der gælder specielle aftaleregler for disse rejseformer.

2.0 Betaling
14 dage efter din bestilling beder vi dig venligst indbetale 25% af lejebeløbet som depositum. Restbeløbet beder vi dig indbetale senest 4 uger inden ankomst. Hvis du har specielle ønsker til betalingsdatoerne, er vi fleksible - du skal blot kontakte os med dine ønsker.

Såfremt du bestiller din ferie 9-45 dage før ankomstdatoen, beder vi dig indbetale det fulde lejebeløb 8 dage efter, at du har modtaget bekræftelsen fra os - dog senest 5 dage før ankomstdatoen.

Ved bestilling 0-8 dage før ankomst, aftaler vi betalingsdatoen særskilt med dig i forbindelse med din bestilling.

Bemærk, at det ikke er muligt at betale ved ankomsten til hotellet, da alle ophold skal være betalt inden ankomst. Dermed mindsker vi risikoen for at have reserverede værelser, hvor en gæst alligevel ikke ankommer, fordi gæsten ikke har husket at afbestille. Vi sparer således omkostninger – og det er medvirkende til, at vi altid kan tilbyde dig favorable overnatningspriser.

3.0 Afbestillingsforsikring, sygdom
Når du bestiller ophold gennem os, er du gratis dækket af vores afbestillingsforsikring i Europæiske Rejseforsikring A/S. Forsikringen sikrer dig, at du ikke er bundet af et bestilt ophold, hvis du alligevel ikke kan rejse på grund af en af følgende årsager:
* Dødsfald eller alvorlig sygdom hos dig eller dine nærtstående
* Brand eller indbrud i dit private hjem umiddelbart inden afrejsen
* Overenskomststridig arbejdsnedlæggelse i din egen virksomhed. 

Vi håber, ikke at nogen af tilfældene sker, men skulle uheldet være ude, er det en rar forsikring at have - og forsikringen er vel at mærke gratis for dig.

4.0 Afbestillingsforsikring, arbejdsløshed
Vores gratis afbestillingsforsikring dækker også, hvis du eller en af dine medrejsende uheldigvis skulle blive opsagt fra sit arbejde i perioden mellem bestillingen af rejsen og betalingsdagen for rejsen. Vi håber ikke, at det sker - men det er en tryghed for dig, at du ved, at du ikke "hænger" på regningen, hvis du er nødt til afbestille på grund af arbejdsløshed.

5.0 Afbestilling
Såfremt du ønsker at afbestille jeres rejse - og afbestillingen ikke skyldes forhold, som er omfattet af afbestillingsforsikringen i punkt 3.0 samt punkt 4.0 - gælder følgende regler:

Ved afbestilling mere end 14 dage før ankomst: Du kan annullere din rejse uden omkostninger. Såfremt du allerede har betalt dit ophold helt eller delvist, vil det indbetalte beløb blive refunderet med et administrationsfradrag på 10% af rejsens pris med et minimum på 700 DKK.

Ved afbestilling senere end 13 dage før ankomst: Hele rejsens pris skal indbetales.

6.0 Ændring af færgebilletter
Hvis du har bestilt færgebilletter via os, kan du ændre dine færgebilletter frem til 30 dage før ankomst uden omkostninger for dig. Ved senere ændringer vil der være et administrationstillæg på 150 kr.

7.0 Reklamation
Såfremt du efter ankomsten til hotellet, konstaterer fejl eller mangler ved hotellet, beder vi dig venligst kontakte hotellets reception senest 24 timer efter, at du har konstateret fejlen/manglen, således at den hurtigst muligt kan blive udbedret.

Ved reklamation senere end 24 timer efter fejlens konstatering mister du retten til at kræve erstatning – men vi vil selvfølgelig stadig gøre vores yderste for at hjælpe dig.

Vi lægger stor vægt på, at såvel kvaliteten som servicen på vores hoteller altid er meget høj. Såfremt du skulle have andre oplevelser, hører vi meget gerne fra dig - også selvom fejlen blev rettet på hotellet.

8.0 Forbehold
Vi vil gøre vores yderste for at give dig en god oplevelse på Bornholm. Der kan imidlertid ske hændelser, som vi ikke har indflydelse på, og i disse tilfælde er vi fritaget for ansvar, ligesom du ikke kan gøre erstatningskrav gældende mod os. Disse tilfælde omfatter blandt andet:
* Strejker og lock-outs
* Forsinkelser/ændring i fartplaner for rederier, flyselskaber eller bustransportører
* Krig
* Epidemier